Holstebro har meget at byde på, men står også overfor en brydningstid hvor midtbyen spiller en særlig rolle for byens udvikling. Grandville har hjulpet Holstebro Udvikling P/S med at støbe kuglerne til en ny udviklingsplan.
Holstebro er i udvikling. Her er handelsmuligheder, et rigt udvalg af uddannelses- og kulturinstitutioner og med den nyligt åbnede motorvejsforbindelse er tilgængeligheden i top. Holstebro Midtby har meget at byde på, men står også overfor at skulle gøre ekstra indsats for at fastholde og tiltrække borgere, styrke byens handelsliv og sikre at det gamle sygehus bliver omdannet til en blandet, bæredygtig og attraktiv ny bydel.
I et samarbejde mellem Holstebro Kommune og Færch Fonden er der skabt et privat byudviklingsselskab, Holstebro Udvikling, hvis mål er at præge og understøtte udviklingen af midtbyen i Holstebro. En af de første store milepæle for Byudviklingsselskabet er udviklingen af en samlende Udviklingsplan, der med store ambitioner og fokus på realiserbarhed skal skabe udvikling i midtbyen.
Grandville har bistået Holstebro Udvikling P/S med tilrettelæggelse af en parallelkonkurrence. Forud herfor er der gennemført en ambitiøs involvering og et omfattende forarbejde hvis input skal være med til at forme kravene i parallelopdraget. Vi har faciliteret dialogen med byens borger, bymidteaktører, politikere og potentielle investorer, bl.a. i form af facilitering af workshops, et nedsat bymidteforum, afvikling af bykonference og ungeworkshops. Særligt bykonferencen har været en central del af involveringen, hvor byens udfordringer og potentialer blev diskuteret med eksperter, lokale interessenter og over 400 borgere, som deltog aktivt på konferencen. Byens unge har også spillet en stor rolle, og har været med til at lave film der er blevet brugt i processen.
Derudover har vi leveret sparring med og rådgivning af Holstebro Udvikling ifm. valg af udbudsmodel, gennemførelse af prækvalifikation og udpegning af teams, udarbejdelse af forundersøgelser og konkurrenceprogram samt varetaget rollen som konkurrencesekretær i forbindelse med afvikling af parallelopdraget.