Kongelunden, som er Aarhus’ fineste grønne område og ramme om store events og mere end et århundredes sportshistorie, skal udvikles. Grandville har hjulpet projektet på vej med bl.a. videointerviews, borgermøder og afvikling af en visionskonkurrence.
Kongelunden i Aarhus er ét af de byudviklingsprojekter, som rummer alle de rigtige ingredienser for at kunne lykkes: Politisk fremsyn og vilje, stor folkelig interesse, engagerede brugere og et stærkt samarbejde med og opbakning fra gavmilde sponsorer. Foruden det, der er sagens kerne – et helt særligt sted, Kongelunden, som rummer alt det en by som Aarhus kan drømme om: Skoven, parken, bugten, idrætsanlæg, Tivoli Friheden – og om nogle år et fantastisk nyt stadion, nye forbindelser og rammer for fællesskaber i området.
De første, vigtige skridt i realiseringen af projektet har været at formidle og diskutere visionen for Kongelunden – og om at give alle, borgere såvel som fagfolk, en stemme i projektet. De særlige omstændigheder, hvor Corona-pandemien har udfordret de traditionelle formater, har givet anledning til, at vi har afprøvet nye formater og veje til dialog om byudviklingen.
Det har vi fx gjort i de interviews og små film med 18 aarhuspersonligheder, som vi har været med til at lave sammen med Kongelundens Sekretariat og Isofilm.
Aarhus Kommune udvikler projektet over de kommende år, og de første skridt er allerede taget, bl.a. med udbuddet af en spændende visionskonkurrence, som skal ligge til grund for udviklingen af en samlet helhedsplan for Kongelunden såvel som for det kommende udbud af et nyt stadion.
Vi har i Grandville haft fornøjelsen af at bistå Aarhus Kommune med afviklingen af visionskonkurrencen, og som i arbejdet har vi desuden bidraget til at tilrettelægge og afvikle to virtuelle borgermøder, hvor vi bl.a. har fungeret som vært for de flere hundrede deltagere, der fulgte med på afstand.