Centralt i udviklingsarbejdet er målet om at omdanne Gellerup og Toveshøj fra at være et lukket boligområde til en åben, attraktiv og blandet del af Brabrand og Aarhus. En bydel, der er med til at skabe de bedste forudsætninger for at børn kan trives og vokse op under mottoet ”En god by for børn er en god by for alle”.
En god by for børn er en blandet by med naturlige mødesteder, og som samtidigt tilbyder børn og unge et spejl af samfundet og positive rollemodeller. For at skabe en blandet bydel, skal bydelens flyttemønstre ændres, så flere af de ressourcestærke borgere, der bor i bydelen i dag, bliver boende, og flere ressourcestærke borgere flytter til. Den politiske aftale om nyt skoletilbud i Gellerup er ét afgørende skridt i den retning.
Grandville har udarbejdet forarbejdet og rådgivet Aarhus Kommune i forhandlingerne med boligorganisationen for at nå frem til en samlet plan, der har kunnet vedtages i såvel beboerdemokrati som byråd. Grandville har faciliteret processen med faglig sparring fra forskellige aktører samt flere workshops med relevante kommunale afdelinger og eksterne sparringspartnere.
Grandville har desuden for Aarhus Kommune gennemført lokaliseringsstudier for skolen og leveret et strategisk notat, som har indgået i Aarhus Kommunes beslutningsgrundlag for placeringen af skolen.
Grandville bidrager således med omfattende viden om området og om den rolle skolen forventes at skulle spille i transformationsprocessen, som har foregået siden 2011 og hvordan skolen som strategisk projekt kan være med til at sikre de effektmål, der er stillet op for udviklingen af Gellerup.