Stilling har en attraktiv placering i Østjylland tæt på Aarhus, med god adgang til kollektiv trafik, motorvejsnettet og Skanderborg by. Den forventede genåbning af Stilling Station i 2032 vil yderligere styrke byens placering og skabe nye muligheder for skift mellem tog og bus. Det understøtter behovet for en målrettet byudvikling, hvor boliger, fortætning og bykvalitet tænkes sammen i en samlet udvikling af midtbyen.
Grandville har udarbejdet helhedsplanen med afsæt i et strategisk bymidtearbejde som vi har lavet i samarbejde med Skanderborg kommune. Den fastlægger en fælles retning for udviklingen af kommunens bymidter. Helhedsplanen omsætter denne overordnede ramme til en konkret bymidtestrategi for Stilling og sætter retning for en sammenhængende og kvalitetsbevidst omdannelse af midtbyen.
Med afsæt i en stedslæsning af områdets udfordringer og potentialer samt en borgerinddragelsesproces opstiller planen en strategisk ramme for en bæredygtig og sammenhængende langsigtet udvikling. Ambitionen er at styrke Stilling Midtby som et aktivt, grønt og attraktivt mødested, hvor hverdagsliv, mobilitet og lokale fællesskaber får bedre rammer.
Grandville har udviklet helhedsplanens hovedgreb, udviklingsprincipper og konkrete nedslag. Planen samler fem principper for mødesteder, infrastruktur, beplantning, samskabelse samt bebyggelse og byrum. De viser, hvordan forbindelserne mellem midtbyen og byens særlige steder kan styrkes, hvordan det kan blive tryggere og mere attraktivt at færdes til fods og på cykel, og hvordan de grønne og landskabelige kvaliteter kan få en tydeligere rolle i byens identitet. Derudover opstiller planen principper for fortætning, facadebyggelinjer, kantzoner, udsigtslinjer og bygningshøjder, som skal styrke den rumlige sammenhæng mellem gader, byrum og bebyggelse. Gennem konkrete nedslag omsættes principperne til realiserbare greb for den videre udvikling af Stilling Midtby.