Tilflytning og efterspørgsel efter attraktivt beliggende og betalbare boliger stiller sammen med ambitiøse målsætninger ift. grøn omstilling store krav til udviklingen af Aarhus.
Målet med Marienlyst er, at byudviklingen skal tage afsæt i stedet – i naturen, i landskabet, i de lokale fortællinger, i forbindelserne til resten af Aarhus – og ikke mindst i fællesskaberne mellem de kommende beboere, som med tiden skal gøre Marienlyst til deres.
Sammen med byudviklings-investorgruppen Stadt A/S har Grandville stået i spidsen for udarbejdelsen af en udviklingsplan for en ny bydel i Aarhus.
Udviklingsplanen rummer med afsæt i visionen om byen på landskabets præmisser en ambitiøs fysisk plan, som understøttes af en række strategier, som hver for sig og sammen adresserer såvel de store, samfundsmæssige bæredygtighedsdagsordener som udviklingen af meningsfulde lokale fællesskaber.
Grandville har bistået Stadt A/S med udarbejdelsen af først en vision for området, dernæst udarbejdelsen af en samlet, fysisk-strategisk udviklingsplan, som skal danne grundlag for realiseringen af det 200 ha store byområde. Grandville har stået i spidsen for et stort udviklerteam, som ud over Stadts rådgivere også har omfattet andre grundejere og deres rådgivere. Vi har desuden varetaget samarbejdet med Aarhus Kommune gennem hele udviklingsprocessen.