Fællesskab, bevægelse og sammenhold er nøgleord i udviklingen af Sønderris – et eftertragtet byområde under stor forandring. Grandville leverer den strategiske udviklingsplan, der er blevet til med stor hjælp og engagement fra Lokalråd og borgere i Sønderris.
Sønderris er en attraktiv bydel hvor et imponerende salg af byggegrunde gør, at bydelen vokser sig større og er under konstant forandring. Der bliver flere huse, flere gader, nye mennesker og flere nationaliteter. Der bliver flere børn, flere voksne og flere seniorer. Det stiller naturligvis krav til bydelens udbud af servicefunktioner og faciliteter, så der er de rette tilbud til alle aldersgrupper og gode muligheder for at blive en del af fællesskabet. Der er behov for at tænke nye boligområder sammen med eksisterende boligområder – fysisk og socialt. Sønderris skal opleves som en samlet bydel med hjerterum og med plads til flere.
Den strategiske udviklingsplan indeholder borgernes og byrådets fælles visioner for den fremtidige udvikling i bydelen. Det har i arbejdet med planen været et centralt ønske om en lokal forankring, og ambitionen har været at give lokale borgere og foreninger mulighed for at påvirke byens udvikling og indgå i en fælles drøftelse om muligheder for områdets videre udvikling. Planen forholder sig til allerede udlagte boligområder i kommuneplanen og peger på nye mulige arealudlæg til boliger og udvidelsesmuligheder for servicetilbud, så bydelen på en god måde kan imødekomme et stigende indbyggertal. Udviklingsplanen sikrer også sammenhæng til helhedsplanen for Fovrfeld Ådal og øvrige omkringliggende bydele.
Grandville har faciliteret en række møder med borgere, unge og udvalgte aktører fra bydelen, som et led i processen frem mod planens tilblivelse, der skal skabe dialog og ejerskab til den videre udvikling i Sønderris. Som et pilotprojekt i Esbjerg Kommune, har vi også arbejdet med digitale platforme til at samle input til planen.
Vi leverer en strategisk udviklingsplan, der sætter ord og form på visionen, forudsætninger og de 5 strategiske retninger for fremtidens Sønderris, samt et bud på en handlingsplan, så Esbjerg Kommune kan realisere de fælles visioner for bydelens udvikling.