Vi har sammen med Ikast-Brande Kommune og med støtte fra Realdania arbejdet med udvikling af Brande Midtby. Visionen blev at gå fra købstad til mødestad, hvor et gennembrud i bystrukturen, skal skabe en sammenhængende bymidte på tværs af hverdags-, handels- og kulturliv. I forprojektet har vi undersøgt de bystrategiske greb, der gør Brande, som allerede er en velfungerende bosætningsby, i stand til at være på forkant med en udvikling, hvor handelslivet i stadig mindre grad udfylder rollen som generator for byliv og fællesskab.
Midtbyen skal fortsat spille en central rolle i Brandes hverdagsliv. Som et samlingssted, hvor man kan se på mennesker og selv blive set, tale med eller hilse på en byfælle og genkende uden nød-vendigvis at kende hinanden. Brande midtby skal fortsat danne rammerne om det at være borger i den samme by, uafhængig af baggrund, livsfase eller interesse.
Grandville har samlet forundersøgelsen, som et program, der kan fungere som et program for Ikast-Brande Kommunes videre arbejde med området, og som grundlag for at søge ekstern finansiering. Forundersøgelsen er gennemført i tæt samarbejde med lokale grundejere og med samtaler med mere end 30 interessenter med udgangspunkt i deres virkelighed og hverdag.