Transformationen af Aabybro som en Hovedby i Jammerbugt Kommune, såvel som en attraktiv oplandsby til Aalborg er i fuld gang og kræver god planlægning for, hvordan midtbyen udvikles. Grandville har gennem en åben og dialogbaseret proces udarbejdet midtbyplanen for Aabybro.
Aabybro vækster i disse år markant. Byens udbud af offentlig service og nærhed til Aalborg, såvel som til hav og fjord, er med til at gøre Aabybro til en attraktiv bosætningsby. Aabybro er samtidig hovedby for oplandsbyerne og by-motor for en række mindre bysamfund i Jammerbugt Kommune. Derfor er der behov for at adressere den begrænsede plads i midtbyen med muligheder for byfortætning og fokus på et attraktivt byliv.
Midtbyens mødesteder, infrastruktur, funktioner, bebyggelse og byrum skal udvikle sig til et nyt og større bymidtemiljø, som samler og under¬støtter hele byens liv, og som samtidig er med til at drive udviklingen og bosætningen fremad i hele Jammerbugt Kommune.
Midtbyplanen indeholder strategier og et konkret åbningstræk, der kan fremme den øvrige udvikling over en årrække, og sikre at det centrale Aabybro udvikles som en sammenhængende og levende midtby. Åbningstrækket, Broen, er et fysisk greb, og samtidig en strategisk rygrad, der muliggør at udbygningstakten kan tilpasses markedet, muligheder og behov. Med Broen som fysisk forbindelse kobles de centrale byrum sammen og bygger bro mellem bolig-, handels- og fritidsbyen Aabybro, og synergier styrkes på tværs. Broen skaber et nyt bevægelsesmønster i midtbyen, hvor bylivet koncentreres og udbygges – med hovedvægt på aktivitet, synlige fællesskaber og sikker færdsel for lette trafikanter.
Grandville leverer midtbyplanen sammen med en forudgående baggrundsanalyse. Det metodiske udgangspunkt er bystrategiske analyser, interviews og undersøgelser af bymidtens fællesskaber og fortællinger bl.a. gennem en stor onlineundersøgelse. Omdrejningspunktet for udarbejdelsen af planen er Byværkstedet – et midlertidigt kontor i Aabybro og ramme for en omfattende dialog med borgere og interessentgrupper. Planen etablerer grundlaget for de næste trin i midtbyen og sætter en ny retning for den fremtidige udvikling.