Fra vision til udviklingsplan i Kongens Lyngby Centrum
Bymidternes virkelighed forandrer sig og Kongens Lyngby vil være på forkant – hvordan skabes de optimale rammer for en samlet udvikling af Kongens Lyngby Centrum? Grandville har gennemført visions- og konkurrenceproces for Lyngby Taarbæk Kommune.
Byer og bymidter i Danmark – ja sågar over hele verden – er under stor forandring. Måden vi bor, arbejder, lever og konsumerer, ændrer sig, og det har stor betydning for måden vi bruger byen og byens rum. Kongens Lyngby har gennem årtier været kendt som en af de stærkeste handelsbyer udenfor hovedstaden. Handelslivet fylder stadig centrum med liv og aktivitet, men de store forandringer, der i disse år sker indenfor udvalgsvare- og dagligvarehandel, sætter også sit aftryk på byen. Samtidig kommer Letbanen i 2025. Det vil have stor betydning for både kommunen, byen og centrum – og vil sætte store fysiske aftryk i byens rum.
Med de store forandringer Kongens Lyngby står overfor, ønsker Lyngby-Taarbæk Kommune det stærkest mulige grundlag for at være på forkant med udviklingen. Den strategiske byudviklingsproces i Kongens Lyngby Centrum strækker sig over det kommende årti. Derfor har Lyngby-Taarbæk Kommune igangsat en proces, der i 2022 skal resultere i en samlet strategisk og fysisk udviklingsplan.
Fra efteråret 2021 til foråret 2022 har der været gennemført et parallelopdrag med tre tværfaglige teams, med det formål at få tre visionære og innovative bud på den overordnede udvikling af Kongens Lyngby Centrum fra tværfagligt sammensatte rådgiverteams med kompetencer indenfor bl.a. byudvikling, byrum- og landskabsarkitektur, arkitektur, fremtidens handels- og byliv etc. På baggrund af vinderforslaget, skal der udarbejdes en endelig udviklingsplan, der sætter en ambitiøs og realistisk ramme for byens udvikling og sammentænker fysiske, sociale, kulturelle og økonomiske indsatser i Kongens Lyngby Centrum.
Visionsprocessen involverer et bredt netværk af private grundejere, interessenter og borgere, der skal sikre deltagelse, forståelse og ejerskab til de kommende årtiers store forandringer i bydelen.
Grandville har bistået Lyngby Taarbæk Kommune med visionsproces, udarbejdelse af konkurrenceprogram, planlægning og gennemførsel af parallelopdrag samt inputs vedr. udbud samt involvering af politikere, grundejere, interessenter og borgere.