Sønderris er en attraktiv bydel hvor et imponerende salg af byggegrunde gør, at bydelen vokser sig større og er under konstant forandring. Der bliver flere huse, flere gader, nye mennesker og flere nationaliteter. Der bliver flere børn, flere voksne og flere seniorer. Det stiller naturligvis krav til bydelens udbud af servicefunktioner og faciliteter, så der er de rette tilbud til alle aldersgrupper og gode muligheder for at blive en del af fællesskabet. Der er behov for at tænke nye boligområder sammen med eksisterende boligområder – fysisk og socialt. Sønderris skal opleves som en samlet bydel med hjerterum og med plads til flere.
Den strategiske udviklingsplan indeholder borgernes og byrådets fælles visioner for den fremtidige udvikling i bydelen. Det har i arbejdet med planen været et centralt ønske om en lokal forankring, og ambitionen har været at give lokale borgere og foreninger mulighed for at påvirke byens udvikling og indgå i en fælles drøftelse om muligheder for områdets videre udvikling. Planen forholder sig til allerede udlagte boligområder i kommuneplanen og peger på nye mulige arealudlæg til boliger og udvidelsesmuligheder for servicetilbud, så bydelen på en god måde kan imødekomme et stigende indbyggertal. Udviklingsplanen sikrer også sammenhæng til helhedsplanen for Fovrfeld Ådal og øvrige omkringliggende bydele.
Grandville har faciliteret en række møder med borgere, unge og udvalgte aktører fra bydelen, som et led i processen frem mod planens tilblivelse, der skal skabe dialog og ejerskab til den videre udvikling i Sønderris. Som et pilotprojekt i Esbjerg Kommune, har vi også arbejdet med digitale platforme til at samle input til planen.
Vi leverer en strategisk udviklingsplan, der sætter ord og form på visionen, forudsætninger og de 5 strategiske retninger for fremtidens Sønderris, samt et bud på en handlingsplan, så Esbjerg Kommune kan realisere de fælles visioner for bydelens udvikling.
Billund Lufthavn har oplevet stærk vækst og skal samtidig forholde sig til en række stærkt dynamiske udviklingsforudsætninger: En planlagt midtjysk motorvej, som vil passere tæt forbi lufthavnen, politiske ønsker om en togforbindelse direkte til lufthavnen og Billund by samt naboskabet til en by i rivende udvikling. Ambitionerne er tårnhøje, potentialerne er oplagte, og Billund Airport har derfor brug for en både visionær og konkret plan, som kan danne afsæt for beslutninger om lufthavnens udvikling og vækst i de kommende mange år.
Covid19 har haft stor indvirkning på lufthavnens aktuelle situation. Det gælder særligt på passagersiden, men i ringere grad på cargo og varetransport. Den aktuelle situation opleves dog ikke som en hindring for et langsigtet perspektiv på vækst og udvikling. Lige som
finanskrisen i 2008 gav et kortvarigt dyk på vækstkurven, så vil også Covid19 gøre det. Billund Lufthavn ønsker at udnytte det vakuum, der er nu, til sammen med ejerkommuner, samarbejdspartnere og
investorer at sikre langsigtet planlægning og konkrete rammer for videre udvikling, så visionerne kan blive til virkelighed. På den måde vil lufthavnen være klar til at eksekvere Vækstplan 2040 effektivt og uden unødig ventetid for investorer, der ønsker at være med på rejsen.
Grandville faciliterer dialogen mellem Billund Airport og de to involverede kommuner, Vejle og Billund Kommune. Vi leverer vækstplanen med en introduktion af lufthavnens vision og ambitioner samt et konkret bud på den fysiske planlægning og anlægsprioritering. Grandville er i øjeblikket i gang med at implementere vækstplanen i den videre lokalplanlægning i samarbejde med lufthavnens direktion og bestyrelse.
En aktiv havn er en væsentlig del af Næstveds identitet. En ny bydel på havnen tæt på Næstved Bymidte vil kunne binde bymidten og områderne langs kanalen bedre sammen. De rekreative potentialer i og omkring havnebassinet kan udvikles til gavn for både borgere og handelslivet. Samtidig vil nye boligtyper i den nye bydel tiltrække tilflyttere og dermed styrke kommunen.
For at skabe grundlaget til en politisk beslutning på et velbelyst grundlag, har vi udarbejdet et mulighedsstudie, der belyser perspektiverne i en mulig omdannelse af de nuværende havnearealer til en helt ny bydel. Med vores faglige vurderinger af havnens potentialer, tager mulighedsstudiet afsæt i havnens kvaliteter og identitetsgivende træk, der kan løfte kvalitetsniveauet, bl.a. nærheden til vandet, havnens kulturhistorie og sammenhængen til midtbyen. Det er vigtige træk, der ikke bare får den nye bydel til at hænge sammen, men til at være en levende og attraktiv bydel integreret i den omkringliggende by for alle byens borgere og besøgende.
Da omdannelsen af havnen vil være langsigtet, består programmet af en strukturplan for hele havneområdet, hvor de overordnede infrastrukturer, anvendelseskategorier med videre er fastlagt, samt en mere detaljeret belysning af området tættest på byen, der forventes omdannet først.
Udover at fungere som politisk beslutningsgrundlag, skal materialet indgå i grundlaget for en efterfølgende dialog med områdets aktører, byens borgere og andre interessenter, samt udarbejdelse af en endelig helhedsplan.
Aabybro vækster i disse år markant. Byens udbud af offentlig service og nærhed til Aalborg, såvel som til hav og fjord, er med til at gøre Aabybro til en attraktiv bosætningsby. Aabybro er samtidig hovedby for oplandsbyerne og by-motor for en række mindre bysamfund i Jammerbugt Kommune. Derfor er der behov for at adressere den begrænsede plads i midtbyen med muligheder for byfortætning og fokus på et attraktivt byliv.
Midtbyens mødesteder, infrastruktur, funktioner, bebyggelse og byrum skal udvikle sig til et nyt og større bymidtemiljø, som samler og understøtter hele byens liv, og som samtidig er med til at drive udviklingen og bosætningen fremad i hele Jammerbugt Kommune.
Midtbyplanen indeholder strategier og et konkret åbningstræk, der kan fremme den øvrige udvikling over en årrække, og sikre at det centrale Aabybro udvikles som en sammenhængende og levende midtby. Åbningstrækket, Broen, er et fysisk greb, og samtidig en strategisk rygrad, der muliggør at udbygningstakten kan tilpasses markedet, muligheder og behov. Med Broen som fysisk forbindelse kobles de centrale byrum sammen og bygger bro mellem bolig-, handels- og fritidsbyen Aabybro, og synergier styrkes på tværs. Broen skaber et nyt bevægelsesmønster i midtbyen, hvor bylivet koncentreres og udbygges – med hovedvægt på aktivitet, synlige fællesskaber og sikker færdsel for lette trafikanter.
Grandville leverer midtbyplanen sammen med en forudgående baggrundsanalyse. Det metodiske udgangspunkt er bystrategiske analyser, interviews og undersøgelser af bymidtens fællesskaber og fortællinger bl.a. gennem en stor onlineundersøgelse. Omdrejningspunktet for udarbejdelsen af planen er Byværkstedet – et midlertidigt kontor i Aabybro og ramme for en omfattende dialog med borgere og interessentgrupper. Planen etablerer grundlaget for de næste trin i midtbyen og sætter en ny retning for den fremtidige udvikling.
Området mellem Rolighedsvej, Bülowsvej og Ågade på Frederiksberg skal udvikles til et bycampus, der skal være en del af Frederiksberg Campus og hjælpe til at understøtte Frederiksberg som vidensby. Bebyggelsesplanen er disponeret efter at få en klar campusstruktur – et enkelt og overordnet greb, som balancerer robusthed og fleksibilitet i forhold til den kommende proces og arkitektoniske bearbejdning af bygningerne.
Rolighedsvej Bycampus skal være et åbent område, der inviterer byen og lokalområdet indenfor. Samtidig skal det være et godt sted at bo, studere, dyrke idræt og arbejde. Området vil indeholde boliger, skole, idrætsfaciliteter og mindre butikker. Forbindelser gennem området udbygges, så de sammen med Den Grønne Sti gør området til en del af byen. Videreudviklingen af området sker med en balance mellem en bevaring af områdets værdier og grønne træk og en fornyelse i form af nybyggeri. Der er stor vægt på kvalitet i arkitektur, byrum og flerbrugerfunktioner, så der opstår synergi mellem de forskellige funktioner.
I lokalplanen har vi omsat idéerne og visionerne fra konkurrencen til en byggeretsgivende lokalplan, der sikrer realiseringen af et nyt spændende bycampus på Frederiksberg, og også sikrer oplevelsen af en grøn, tæt og varieret campusbebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet.
Grandville deltog i samarbejde med EFFEKT i parallelopdraget, og efterfølgende i den videre bearbejdning af projektet med udarbejdelse af materiale til startredegørelse, lokalplan og øvrige planarbejder, som er forudsætninger for, at områdets kan realiseres, som ønsket.
Grandville sikrede i konkurrencen de bystrategiske sammenhænge og sammenhæng mellem området og den eksisterende bystruktur. I udarbejdelsen af planarbejderne, har Grandville varetaget rollen som projektleder, som koordinerer arbejdet imellem Frederiksberg Kommune, Freja Ejendomme, NREP og de øvrige samarbejdspartnere. Desuden har en væsentlig del af opgaven været den overordnede procesledelse og at sikre fremdrift.
Udviklingsplanen for Hobro Midtby samt for Hobro som helhed bygger oven på strategiplanen ’Med Byerne Forrest’, som formulerer ambitionen om, at Hobro skal udvikles som Mariagerfjord Kommunes ’lille storby’. Udviklingsplanen skaber et grundlag for de konkrete beslutninger og prioriteringer, der skal realisere Mariagerfjord Kommunes målsætning om Hobro som kommunens lille storby med en levende bymidte.
Udviklingsplanen har fokus på at skabe byliv gennem en fortætning, fornyelse og funktioner – for at sikre en by, der opfører sig som en lille storby, og som appellerer til en endnu bredere målgruppe.
Byrådet har nedsat et såkaldt §17.4-udvalg til udarbejdelsen af udviklingsplanen. Udvalget udgøres dels af repræsentanter for byråd og forvaltning, dels udvalgte fagfolk og repræsentanter for byens og midtbyens aktører.
Grandville har gennem hele processen faciliteret §17.4-udvalgets arbejde og har gennem oplæg og workshops bidraget til at klæde udvalgsmedlemmerne på til at foretage kvalificerede diskussioner og nå anbefalinger, der kan integreres i udviklingsplanen for Hobro Midtby. Grandville har desuden omsat resultaterne af §17.4-udvalgets arbejde til udviklingsplanen.
Sammen med Jan Gehl, den private bygherre, Jørgen Bak Rasmussen, og Mariagerfjord Kommune har Grandville haft fornøjelsen af at udarbejde en helhedsplan for et nyt byområde, benævnt Ny Blaakilde, i Hobro. Efterfølgende har vi – i tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommune – udarbejdet en byggeretsgivende lokalplan for området. Grundlaget er dermed lagt til at det tidligere renseanlæg centralt i byen kan omdannes til et attraktivt område med boliger, erhverv og offentlige formål.
Udviklingen af planen har taget sit afsæt i den unikke placering mellem Mariager Fjord og Hobro Østerskov, nærheden til midtbyens kulturelle tilbud samt områdets naturlige kilder. Området skal blive en moderne landsby i byen – tæt på både skoven, fjorden og midtbyen.
Én af hovedvisionerne for området er, at det skal være et godt sted at leve – alle dage, alle sæsoner og i alle livets faser. Ligeledes er én af visionerne for området, at det skal blive til en bydel, der indbyder til en aktiv levevis med en bred vifte af menneskelige kontaktformer. I planen er der derfor lagt særlig vægt på at skabe en bydel, som tilgodeser de menneskelige behov, så som tryghed og et godt nabofællesskab.
Grandville har igennem hele processen varetaget procesledelsen af projektet og koordineret samarbejdet mellem den private bygherre og Mariagerfjord Kommune samt sikret vidensdeling mellem projektets mange aktører.
Struer Havn skal udvikles til en unik bydel i Struer og i regionen. Den nye bydel vil skabe nye muligheder for at styrke Struer Midtby, række ud mod vandet og tilbyde et levende bo-, erhvervs-, kultur- og fritidslandskab. Bydelen skaber plads og rum til et levende og rigt liv for havnens aktører, kommende beboere og byens borgere, hvor der er plads til nye fællesskaber, funktioner og services. Her blander nye boliger sig med eksisterende kultur- og erhvervsformål. Her er havnen til folket – og byen ved fjorden.
Udviklingsplanen tager udgangspunkt i det eksisterende liv og Struer Havns unikke identitet. Her bygges både fra bunden, drives små erhvervsvirksomheder og galleri, her er plads til kunst- og lydinstallationer, og her blander forenings-, kultur- og fritidsliv sig. Samtidig møjes og larmes her af og til, når lastbiler skal ind og ud, og når skibe lægger til trafikhavnen. Bydelen skal fremover give mulighed for, at eksisterende aktiviteter fortsat kan finde sted, samtidigt med at der vil komme nye boliger på havnen. De fysiske rammer vil ændre sig, og bylivet på havnen vil over en årrække udvikle sig, når de nye beboere bliver en del af havnens fællesskaber og bidrager med nye. Transformationen af havnen betyder en markant udvidelse af Struer by, der trækkes tættere på Limfjorden og får mulighed for at tilbyde markante fjordorienterede aktiviteter og bebyggelser i en ny bydel, der henvender sig direkte til vandet.
Grandville har, gennem en proces med kortlægning, skitsering og dialog med nærværende og kommende interessenter på havnen, leveret en robust og rummelig udviklingsplan. Planen indeholder strategier, der kan guide kommende beslutninger, en strukturplan for delområderne, der indeholder principper for bevægelse, bebyggelse og byrum, samt en udviklingstakt og handlingsplan, der prioriterer mellem konkrete projekter i området.
Projektet er det største og mest ambitiøse byudviklingsprojekt i Struer Kommune. Udviklingen af Struer Havn vil foregå hen over de næste 30 år, og med denne udviklingsplan får Struer Kommune et robust styringsredskab, der sætter den langsigtede retning for udviklingen af Struer Havn.
Tilflytning og efterspørgsel efter attraktivt beliggende og betalbare boliger stiller sammen med ambitiøse målsætninger ift. grøn omstilling store krav til udviklingen af Aarhus.
Målet med Marienlyst er, at byudviklingen skal tage afsæt i stedet – i naturen, i landskabet, i de lokale fortællinger, i forbindelserne til resten af Aarhus – og ikke mindst i fællesskaberne mellem de kommende beboere, som med tiden skal gøre Marienlyst til deres.
Sammen med byudviklings-investorgruppen Stadt A/S har Grandville stået i spidsen for udarbejdelsen af en udviklingsplan for en ny bydel i Aarhus.
Udviklingsplanen rummer med afsæt i visionen om byen på landskabets præmisser en ambitiøs fysisk plan, som understøttes af en række strategier, som hver for sig og sammen adresserer såvel de store, samfundsmæssige bæredygtighedsdagsordener som udviklingen af meningsfulde lokale fællesskaber.
Grandville har bistået Stadt A/S med udarbejdelsen af først en vision for området, dernæst udarbejdelsen af en samlet, fysisk-strategisk udviklingsplan, som skal danne grundlag for realiseringen af det 200 ha store byområde. Grandville har stået i spidsen for et stort udviklerteam, som ud over Stadts rådgivere også har omfattet andre grundejere og deres rådgivere. Vi har desuden varetaget samarbejdet med Aarhus Kommune gennem hele udviklingsprocessen.
Det er grundejerne, der bestemmer, for det er den enkelte grundejer, som har ansvaret for at beskytte sin grund imod oversvømmelser eller erosion fra havet. Strategiplanen i Juelsminde har derfor til formål at danne afsæt for løsninger, der udvikles til gavn for grundejerne. Både når det gælder udvikling af byens attraktivitet, og når det gælder minimering af risiko for oversvømmelser som følge af stigende havvand.
Juelsmindes strategiplan skal sætte retning og rammer for rådgivere og byudviklere fremtidens løsninger skal designes. Løsninger, skal bidrag til at løfte ambitionerne, som skal have et helhedsorienteret og langsigtet blik, og som sikrer, at Juelsmindes byudvikling tænkes sammen med højvandsbeskyttelse.
Juelsminde er ét af otte pilotprojekter i den første runde af ’Byerne og det stigende havvand’ hvor Realdania og Miljøministeriet v/Kystdirektoratet i et partnerskab har arbejdet sammen med pilotkommuner om at udvikle viden. Viden om hvordan kystbyernes videre udvikling kan ske i et helhedsperspektiv, og hvor risiko for stigende havvand håndteres som et led heri.
Repræsentanter for et kommende digelag, lokale grundejere og Hedensted Kommune har sammen med repræsentanter fra Realdania og Kystdirektoratet udgjort styregruppen bag strategiplanen.
Grandville har været pennefører på strategiplanen og har undervejs bistået projektets styregruppe ved planlægning af borgerinddragelse, overvejelser om strategisk kommunikation og workshops igennem hele processen. Strategien er blevet til gennem en periode med nedlukning grundet Covid-19, og borgerinddragelse med både digitale platforme og fysisk synlige tiltag har derfor været balanceret i processen, så flest mulige grundejere kunne følge med og bidrage.
Grandville har i partnerskab med A1 Consult og Cushman Wakefield|RED rådgivet styregruppen under drøftelser og overvejelser om byudvikling, kystteknik og økonomi. Grandville har i øvrigt bidraget med bred erfaring fra øvrige rådgiverroller på pilotprojekter i ’Byerne og det stigende havvand’ i Dragør og Middelfart.