Det bedste af Nivå tættere på

Nivå Bymidte skal udvikles til en moderne bymidte, der er tæt og blandet. Byliv og fællesskaber udfolder sig på nye måder, som ikke kun skabes af detailhandlen, men i lige så høj grad af andre funktioner som en ny skole, bibliotek, foreningsliv og ikke mindst gennem opførelse af boliger.

Gennem en strategisk-fysisk udviklingsplan sættes retningen for udviklingen af Fremtidens Nivå Bymidte, hvor alt det bedste i Nivå bringes tættere på gennem fysiske og visuelle forbindelser. De skønne naturområder, som fysisk ligger ret op ad bymidten men mentalt langt væk. Kulturarven som præger store dele af byen – særligt i form det gamle teglværk og lergravssøerne.

Grandville har bl.a. stået for at lede inddragelsesprocessen. En kompleks proces med en lang række aktører, hvor bl.a. ejeren af store dele af bymidten, detailhandlen, foreningslivet, byens skoler og biblioteket har spillet en stor rolle. Grandville har desuden tilrettelagt og faciliteret planværksteder hvor byens borgere og brugere aktivt har deltaget i udviklingen. Udviklingsplanen er udarbejdet i samarbejde med ADEPT og øvrige rådgivere. Endvidere har Grandville i samarbejde med Cushman & Wakefield RED udarbejdet en økonomisk screening af projektet i form af vurdering af markedsforhold, byggeretter samt byggemodnings- og anlægsomkostninger.

Rolighedvej Bycampus – fra lukket forskningsmiljø til åben bydel

Området mellem Rolighedsvej, Bülowsvej og Ågade på Frederiksberg skal udvikles til et bycampus, der skal være en del af Frederiksberg Campus og hjælpe til at understøtte Frederiksberg som vidensby. Bebyggelsesplanen er disponeret efter at få en klar campusstruktur – et enkelt og overordnet greb, som balancerer robusthed og fleksibilitet i forhold til den kommende proces og arkitektoniske bearbejdning af bygningerne.

Rolighedsvej Bycampus skal være et åbent område, der inviterer byen og lokalområdet indenfor. Samtidig skal det være et godt sted at bo, studere, dyrke idræt og arbejde. Området vil indeholde boliger, skole, idrætsfaciliteter og mindre butikker. Forbindelser gennem området udbygges, så de sammen med Den Grønne Sti gør området til en del af byen. Videreudviklingen af området sker med en balance mellem en bevaring af områdets værdier og grønne træk og en fornyelse i form af nybyggeri. Der er stor vægt på kvalitet i arkitektur, byrum og flerbrugerfunktioner, så der opstår synergi mellem de forskellige funktioner.

I lokalplanen har vi omsat idéerne og visionerne fra konkurrencen til en byggeretsgivende lokalplan, der sikrer realiseringen af et nyt spændende bycampus på Frederiksberg, og også sikrer oplevelsen af en grøn, tæt og varieret campusbebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet.

Grandville deltog i samarbejde med EFFEKT i parallelopdraget, og efterfølgende i den videre bearbejdning af projektet med udarbejdelse af materiale til startredegørelse, lokalplan og øvrige planarbejder, som er forudsætninger for, at områdets kan realiseres, som ønsket.

Grandville sikrede i konkurrencen de bystrategiske sammenhænge og sammenhæng mellem området og den eksisterende bystruktur. I udarbejdelsen af planarbejderne, har Grandville varetaget rollen som projektleder, som koordinerer arbejdet imellem Frederiksberg Kommune, Freja Ejendomme, NREP og de øvrige samarbejdspartnere. Desuden har en væsentlig del af opgaven været den overordnede procesledelse og at sikre fremdrift.

Samarbejde former fremtidens Hobro

Udviklingsplanen for Hobro Midtby samt for Hobro som helhed bygger oven på strategiplanen ’Med Byerne Forrest’, som formulerer ambitionen om, at Hobro skal udvikles som Mariagerfjord Kommunes ’lille storby’. Udviklingsplanen skaber et grundlag for de konkrete beslutninger og prioriteringer, der skal realisere Mariagerfjord Kommunes målsætning om Hobro som kommunens lille storby med en levende bymidte.

Udviklingsplanen har fokus på at skabe byliv gennem en fortætning, fornyelse og funktioner – for at sikre en by, der opfører sig som en lille storby, og som appellerer til en endnu bredere målgruppe.

Byrådet har nedsat et såkaldt §17.4-udvalg til udarbejdelsen af udviklingsplanen. Udvalget udgøres dels af repræsentanter for byråd og forvaltning, dels udvalgte fagfolk og repræsentanter for byens og midtbyens aktører.

Grandville har gennem hele processen faciliteret §17.4-udvalgets arbejde og har gennem oplæg og workshops bidraget til at klæde udvalgsmedlemmerne på til at foretage kvalificerede diskussioner og nå anbefalinger, der kan integreres i udviklingsplanen for Hobro Midtby. Grandville har desuden omsat resultaterne af §17.4-udvalgets arbejde til udviklingsplanen.

Nye faciliteter i Naturpark Amager

Projektet omfatter realiseringen af projektprogrammet for Naturpark Amager. Projektprogrammet indebærer etablering af en række fysiske anlæg – tre hovedindgange og fire blå støttepunkter – som skal være med til at realisere visionen for naturparken.

Grandville bistår Naturstyrelsen, Københavns Kommune og By&Havn med udviklingen af Naturpark Amager. Som partnerskabets bygherrerådgiver er Grandville med til løfte ambitionerne om at udvikle en bynær naturpark på Amager i en skala og med en vision, der er helt ulig andre rekreative naturområder i Danmark: Et unikt parklandskab til fordybelse, naturoplevelser og leg – lige midt i storbyen.

Grandville har bl.a. haft ansvaret for tilrettelæggelse og gennemførelse af en projektkonkurrence samt kontrahering med vinderne. Efterfølgende er Grandville fortsat tilknyttet projektet som bygherrerådgiver for Naturstyrelsen ifm. projektering og realisering af projektet.

Herudover har Grandville ansvaret for koordinering af kommunikation og inddragelse i forbindelse med projektet, tilrettelæggelse af den indledende myndighedsproces, udarbejdelse af en økonomi- og risikostyringsmodel for hele projektprogrammet, udarbejdelsen af et program for projektets tværgående aktiviteter samt løbende bistand til partnerskabet i øvrigt.

Opgaven udføres med D|K2 som underrådgiver. D|K2 bistår primært Grandville ifm. udbuds- og kontrakttekniske forhold samt ifm. anlægsøkonomi og realisering.

Ny Blaakilde – en moderne landsby i byen

Sammen med Jan Gehl, den private bygherre, Jørgen Bak Rasmussen, og Mariagerfjord Kommune har Grandville haft fornøjelsen af at udarbejde en helhedsplan for et nyt byområde, benævnt Ny Blaakilde, i Hobro. Efterfølgende har vi – i tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommune – udarbejdet en byggeretsgivende lokalplan for området. Grundlaget er dermed lagt til at det tidligere renseanlæg centralt i byen kan omdannes til et attraktivt område med boliger, erhverv og offentlige formål.

Udviklingen af planen har taget sit afsæt i den unikke placering mellem Mariager Fjord og Hobro Østerskov, nærheden til midtbyens kulturelle tilbud samt områdets naturlige kilder. Området skal blive en moderne landsby i byen – tæt på både skoven, fjorden og midtbyen.

Én af hovedvisionerne for området er, at det skal være et godt sted at leve – alle dage, alle sæsoner og i alle livets faser. Ligeledes er én af visionerne for området, at det skal blive til en bydel, der indbyder til en aktiv levevis med en bred vifte af menneskelige kontaktformer. I planen er der derfor lagt særlig vægt på at skabe en bydel, som tilgodeser de menneskelige behov, så som tryghed og et godt nabofællesskab.

Grandville har igennem hele processen varetaget procesledelsen af projektet og koordineret samarbejdet mellem den private bygherre og Mariagerfjord Kommune samt sikret vidensdeling mellem projektets mange aktører.

Marienlyst bliver en ny, grøn bydel i Aarhus

Tilflytning og efterspørgsel efter attraktivt beliggende og betalbare boliger stiller sammen med ambitiøse målsætninger ift. grøn omstilling store krav til udviklingen af Aarhus.

Målet med Marienlyst er, at byudviklingen skal tage afsæt i stedet – i naturen, i landskabet, i de lokale fortællinger, i forbindelserne til resten af Aarhus – og ikke mindst i fællesskaberne mellem de kommende beboere, som med tiden skal gøre Marienlyst til deres.

Sammen med byudviklings-investorgruppen Stadt A/S har Grandville stået i spidsen for udarbejdelsen af en udviklingsplan for en ny bydel i Aarhus.

Udviklingsplanen rummer med afsæt i visionen om byen på landskabets præmisser en ambitiøs fysisk plan, som understøttes af en række strategier, som hver for sig og sammen adresserer såvel de store, samfundsmæssige bæredygtighedsdagsordener som udviklingen af meningsfulde lokale fællesskaber.

Grandville har bistået Stadt A/S med udarbejdelsen af først en vision for området, dernæst udarbejdelsen af en samlet, fysisk-strategisk udviklingsplan, som skal danne grundlag for realiseringen af det 200 ha store byområde. Grandville har stået i spidsen for et stort udviklerteam, som ud over Stadts rådgivere også har omfattet andre grundejere og deres rådgivere. Vi har desuden varetaget samarbejdet med Aarhus Kommune gennem hele udviklingsprocessen.

Grundejerne bestemmer i Juelsminde

Det er grundejerne, der bestemmer, for det er den enkelte grundejer, som har ansvaret for at beskytte sin grund imod oversvømmelser eller erosion fra havet. Strategiplanen i Juelsminde har derfor til formål at danne afsæt for løsninger, der udvikles til gavn for grundejerne. Både når det gælder udvikling af byens attraktivitet, og når det gælder minimering af risiko for oversvømmelser som følge af stigende havvand.

Juelsmindes strategiplan skal sætte retning og rammer for rådgivere og byudviklere fremtidens løsninger skal designes. Løsninger, skal bidrag til at løfte ambitionerne, som skal have et helhedsorienteret og langsigtet blik, og som sikrer, at Juelsmindes byudvikling tænkes sammen med højvandsbeskyttelse.

Juelsminde er ét af otte pilotprojekter i den første runde af ’Byerne og det stigende havvand’ hvor Realdania og Miljøministeriet v/Kystdirektoratet i et partnerskab har arbejdet sammen med pilotkommuner om at udvikle viden. Viden om hvordan kystbyernes videre udvikling kan ske i et helhedsperspektiv, og hvor risiko for stigende havvand håndteres som et led heri.

Repræsentanter for et kommende digelag, lokale grundejere og Hedensted Kommune har sammen med repræsentanter fra Realdania og Kystdirektoratet udgjort styregruppen bag strategiplanen.
Grandville har været pennefører på strategiplanen og har undervejs bistået projektets styregruppe ved planlægning af borgerinddragelse, overvejelser om strategisk kommunikation og workshops igennem hele processen. Strategien er blevet til gennem en periode med nedlukning grundet Covid-19, og borgerinddragelse med både digitale platforme og fysisk synlige tiltag har derfor været balanceret i processen, så flest mulige grundejere kunne følge med og bidrage.

Grandville har i partnerskab med A1 Consult og Cushman Wakefield|RED rådgivet styregruppen under drøftelser og overvejelser om byudvikling, kystteknik og økonomi. Grandville har i øvrigt bidraget med bred erfaring fra øvrige rådgiverroller på pilotprojekter i ’Byerne og det stigende havvand’ i Dragør og Middelfart.

Børne- og ungeuniverset sætter Stigsborg på landkortet

Børne- og Ungeuniverset bliver ét af de første store, kommunale byggeprojekter i den nye bydel ved Stigsborg Havnefront i Nørresundby. Byggeriet vil stå klar i 2024 og kommer til at omfatte en skole med plads til ca. 1.000 elever samt en integreret institution med plads til 160 børn. Derudover vil Børne- og Ungeuniverset også rumme fritids-, ungdoms- og idrætstilbud og fungere som et bydelshus samt en dynamo i udviklingen af Stigsborg Havnefront som ny, attraktiv og ikke mindst bæredygtig bydel.

Grandville er med på teamet, som varetager bygherrerådgivningen fra start til slut: Fra idéudvikling, brugerinddragelse, planlægning og programmering over udarbejdelse af udbudsmateriale til gennemførelse af et totalentrepriseudbud med indbygget projektkonkurrence samt frem mod 2024 rådgivning ifm. realisering og lokalplanlægning.

Grandville har i projektets indledende faser fungeret som medforfatter på et visionsdokument samt det ’værdibaserede byggeprogram’, som gennem udbud og realisering bl.a. skal sikre projektets sammenhæng med og bidrag til de overordnede visioner for udviklingen af bydelen. Som en del af arbejdet er der gennemført en ambitiøs involvering af kommende brugere og professionelle aktører, herunder bl.a. et kick off-seminar og en studietur. Grandville har desuden udarbejdet de indledende volumenstudier, som ligger til grund for byggeprogrammet. Efter gennemførelsen af totalrådgiverudbuddet skal Grandville udarbejde lokalplanen for Børne- og ungeuniverset.

Grandville har tidlligere deltaget i parallelkonkurrencen om Stigsborg Havnefront og har sidenhen arbejdet tæt sammen med Byudviklingsselskabet for Stigsborg i forbindelse med udarbejdelsen af en bylivsstrategi for kvarteret. På den måde har Grandville et indgående kendskab til den forudgående udviklingsproces og de overordnede strategier for bydelen.

Åkvarteret er Koldings nye midtbykvarter

Riberdyb og Holmsminde er som er et stort og centralt beliggende, kommunalt ejet areal midt i Kolding. Området, som i mange år stort set kun har været benyttet til parkering, har i en årrække afventet realiseringen af et kuldsejlet projekt. Kolding Kommune besluttede derfor i 2018 at købe det tilbage og igangsætte en proces med et fornyet udbud og salg af området.

Som afsæt for udbuddet og som en del af programmeringen af projektet ønskede Kolding Kommune at gennemføre en grundig markedsdialog, en inddragelse af bymidteaktører og en solid politisk drøftelse som grundlag for en beslutning om, hvordan området skulle udbydes og udvikles.

Grandville har bistået Kolding Kommune i dialogen med bymidteaktører, politikere og potentielle investorer, bl.a. i form af facilitering af en studietur/temadag for byrådet. Derudover har vi leveret sparring med og rådgivning af Kolding Kommune ifm. valg af udbudsmodel samt udarbejdelse af en økonomimodel for bydelen. Vi har faciliteret byrådets behandling af sagen i flere omgange, og vi har bistået med rådgivning ifm. selve udbuddet, herunder tilrettelæggelse af forhandlingsprocessen samt evalueringen af tilbuddene.

Grandville bistår efterfølgende køberen (AP Pension) som bygherrerådgiver/procesleder ifm. udarbejdelsen af en udviklingsplan for området med ansvar for ledelse og koordinering af et større, tværfagligt rådgiverteam.

Jernbanebyen – det bedste ved København i én ny bydel

Jernbanebyen er én af de sidste, store brikker i byudviklingen i den sydlige del af København. Et 56 hektar stort byudviklingsområde skal udvikles til en ny bydel, som kommer til at rumme alt det bedste ved København: Pladser og grønne områder, hvor Københavnerne kan mødes, gader hvor man kan cykle i flok, små og store erhverv side om side, en verden af gammelt og nyt, der vokser sammen. Kontraster, kultur og kreativitet.

Jernbanebyen skal rumme kvarterer med hver sin karakter. Kulturmiljøer og bilfri gader, som fletter sig sammen med en unik blanding af bevarede bygninger og moderne, bæredygtig arkitektur. Fællesskaber om livet i byen, i gaden og i gården.

DSB og Freja har som grundejere ønsket at sætte ambitionsniveauet højt og nedsatte derfor tidligt en stærk visionsfølgegruppe med eksperter inden for byudvikling samt store investorer, samtidig med at der blev inviteret til dialogmøder med lokaludvalg og foreninger.
Visionerne er omsat til et ambitiøst konkurrenceprogram i samarbejde med DSB, Freja, Københavns Kommune, HOFOR og Metroselskabet.

Grandville har faciliteret dialog med visionsfølgegruppe, lokaludvalg og interessenter, udarbejdet af program for parallelopdraget, faciliterer parallelopdrag samt interne afklaringsprocesser hos grundejerne i forbindelse med styregruppemøder, bidrag til kommunikationsplan mv.

Store Torv 14, 1., 8000 Aarhus C
Ewaldsgade 9, st., 2200 København N

CVR: 37576964

Følg Grandville