Jernbanebyen er én af de sidste, store brikker i byudviklingen i den sydlige del af København. Et 56 hektar stort byudviklingsområde skal udvikles til en ny bydel, som kommer til at rumme alt det bedste ved København: Pladser og grønne områder, hvor Københavnerne kan mødes, gader hvor man kan cykle i flok, små og store erhverv side om side, en verden af gammelt og nyt, der vokser sammen. Kontraster, kultur og kreativitet.
Jernbanebyen skal rumme kvarterer med hver sin karakter. Kulturmiljøer og bilfri gader, som fletter sig sammen med en unik blanding af bevarede bygninger og moderne, bæredygtig arkitektur. Fællesskaber om livet i byen, i gaden og i gården.
DSB og Freja har som grundejere ønsket at sætte ambitionsniveauet højt og nedsatte derfor tidligt en stærk visionsfølgegruppe med eksperter inden for byudvikling samt store investorer, samtidig med at der blev inviteret til dialogmøder med lokaludvalg og foreninger.
Visionerne er omsat til et ambitiøst konkurrenceprogram i samarbejde med DSB, Freja, Københavns Kommune, HOFOR og Metroselskabet.
Grandville har faciliteret dialog med visionsfølgegruppe, lokaludvalg og interessenter, udarbejdet af program for parallelopdraget, faciliterer parallelopdrag samt interne afklaringsprocesser hos grundejerne i forbindelse med styregruppemøder, bidrag til kommunikationsplan mv.